Interview med kvindelig frimurer Dorte Nørlev er 42 år. Hun arbejder som uddannelseskonsulent på et kursuscenter på Sjælland. Hun ligner en helt almindelig, velplejet og udadvendt kvinde, men hver anden torsdag udfører hun hemmelige ritualer sammen med en flok andre damer. Dorte Nørlev er nemlig medlem af Danmarks eneste rent kvindelige frimurerloge. Det har hun været, siden hun blev indviet som 24-årig. Dengang var frimureri for kvinder helt nyt i Danmark. I dag er der 25 kvindelige medlemmer mellem 37 og 90 år i logen Freja, og til efteråret åbnes en søsterloge i Odense.
“Jeg har haft en grundlæggende nysgerrighed om livets store spørgsmål siden jeg var 14: Hvem er jeg? Hvor kommer jeg fra og hvor jeg er på vej hen?” siger Dorte Nørlev, der næppe har arvet den åndelige udlængsel fra barndomshjemmet, for faderen er erklæret ateist.
“Jeg begyndte at eksperimentere med forskellige former for yoga og meditation, og jeg begyndte at interessere mig meget for budhisme. Det var naturligt for mig at lede efter sammenhænge i de forskellige formere for åndvidenskab, og det synes jeg, jeg fandt som frimurer.”
De fleste forbinder frimureriet med folk, der gør hinanden tjenester og økonomiske klap på ryggen, men da jeg spørger, svarer Dorte Nørlev med et træt smil: “Jeg tror måske, det var sådan i mændenes loge før i tiden, og jeg tror, at folk blander det sammen med rene netværksloger som Rotary og Lions. Jeg har aldrig nogensinde fået et job gennem mine forbindelser i logen, og det er altså heller ikke Frejasøstre, der bygger min carport,” siger hun. Hun slår også de sejlivede rygter om, at frimurerne har hemmelige dødningeritualer med lukkede kister hen som det pure opspind. Men hvad er det så, de gør? Hvad får hun ud af, at være frimurer, når det hverken giver ekstra skub i karrieren eller oplevelser med kranier og lukkede kister?
“Overordnet set handler frimureri om at ville udvikle sig selv og om en søgen efter noget, der er større, end sig selv. Frimureriet har nogle faste værktøjer og traditioner, men vi har ikke noget facit på, hvordan du skal gøre, og hvad du skal tænke. Du får ikke nogen opskrift på ‘hvad der er det rigtige liv’, men bliver nødt til at tænke og føle efter i dig selv,” siger hun.
“Når jeg er i logen, handler det kun om mig, og jeg glemmer stress fra mit arbejde og familie og får det hele til at hænge sammen igen. Jeg er omgivet af indre stilhed og ro,” forklarer Dorte “Og for hver gang, jeg er i logen, får jeg nemmere og nemmere ved også at finde en genvej til denne ro, når jeg befinder mig i stressede situationer i den virkelige verden. Jeg får lettere ved at og lytte til mine egne tanker og følelser, og jeg mærker en stor samhørrighed mellem mig og de andre kvinder.” Frimurerne har en række hemmelige ritualer, som de udfører hver gang de er sammen. Et nyt medlem aflægger tavshedsløfte om, at hun aldrig vil fortælle om det til andre, heller ikke den dag, hun ikke længere selv er medlem. Men hvorfor skal det være så hemmeligt?
“Jeg må ikke fortælle, hvilke ritualer, det er vi bruger. Det skyldes især, at det for nye medlemmer meget handler om at opleve ritualerne på egen krop, og den oplevelse kan blive mindre, hvis man har læst om alt det, der sker, inden,” siger Dorte, men løfter alligevel en flig af det, der foregår bag de aflåste døre:
“Vi har et fast åbne- og lukke-ritual, hvor vi blandt andet tænder lys, hører musik og siger nogle bestemte ting. Det er med til at sætte en meditativ stemning og til at åbne en port ind til sindet. Folk opfatter det meget forskelligt, men for mig minder det om andagt og ydmyghed.”
Hvis man kan finde ro i frimureriet giver det god mening, at mange er interesseret. Det ligger i tiden, at vi har brug for oaser, hvor vi kan holde en pause fra den travle virkelighed, men Dorte Nørlev understreger, at hun mener, frimurerne kan tilbyde noget, mange af de andre sælgere i det åndelige supermarked ikke kan:
“Frimureriet er for mig en blanding af meditation, åndelige oplevelser og en erkendelse gennem en tankerække, af hvem jeg er,” forklarer hun.
“Jeg mener, vi lever i en tid, hvor ånden ikke bliver gødet. Det giver en modreaktion i samfundet, hvor folk lider af angst og depression.
Jeg kan gå til min læge, hvis jeg har problemer med min krop, og jeg kan gå til psykologen, hvis jeg vil arbejde med min sjæl. På samme måde arbejder jeg med min ånd, når jer er i logen.
De ritualer, vi arbejder med i frimureriet er oldgamle. De er skabt i en tid, hvor mennesket var tættere på det åndelige, end vi er i dag, og jeg tror, vi kan bruge dem som en genvej til at opnå en åndelig tilstand, som vi har brug for, men har fjernet os fra i moderne tider.”
Dorte Nørlev fortæller, at en af reglerne for et nyt medlem er, at det ikke må sige noget, det første år under ritualerne. I stedet skal medlemmet blot sidde og suge til sig. Og hun erkender også, at det kan være en af grundene til, at det langt fra er alle, der, som hun selv, bliver hængende som medlem af logen i næsten 20 år: “Når du ikke må sige noget, bliver følelserne inde i kroppen. Man får ikke noget ud, og det betyder, at du kommer til at ‘møde dig selv’ i den stilhed, der er under ritualet. Du kommer også til at møde de dele af dig selv, du ikke bryder dig om. Jeg tror, der er mange, der har meldt sig ud igen, fordi de ikke var klar til netop sådan et møde, siger hun.”
Hun virker som en kvinde med et enormt overskud. Og hun insisterer på, at der er ikke er nogen ‘rigtig’ vej for frimurerne, og at der er plads til alle uanset tro og religion. Men selvom man sagtens kan melde sig ud af frimurerordenen igen, er der alligevel noget sekterisk røgelse over alt det, Dorte fortæller om. Det er en del af det dragende, hemmelige og mystiske ved tanken om at være medlem af en frimurerorden, men også det, der får det til at virke en smule farligt. For det kan vel ikke undgås, at man bliver sporet i en bestemt retning af at udføre de samme ritualer år efter år?
“Det er klart, det præger mig, at jeg har gået i loge flere gange om måneden i alle disse år,” siger Dorte. “Men det ville også præge mig, hvis jeg havde valgt at gå til Heavy Metal tre gange om måneden. Eller hvis jeg gik til gudstjeneste i folkekirken hver søndag. Vi vælger selv vores prægning, og for mig har frimureriet været det rigtige, fordi jeg har været bevidst om, at det var vigtigt for mig at få ånden med.”
Interviewet er udlånt af journalist Mette Finderup.
Det er foretaget i foråret 2005